Da jeg skulle til Odense og havde glemt al min makeup, købte jeg blandt andre ting denne mascara fra Max Factor. På YouTube snakkes der meget om CoverGirls’ Clump Crusher Mascara, og hvis ikke du vidste det, er Max Factor det danske navn for CoverGirl, og dermed er Clump Defy Mascara det danske svar på Clump Crusher Mascara.
Børsten er af gummi og er buet, så den passer rigtig godt til øjets facon. Størrelsen på børsten er også tilpas efter min mening. Selve farven på mascaraen er egentlig en ret standard sort. Den er ikke vildt intens, men den går an, synes jeg.

Her er et før og efter billede. Inden jeg lagde mascaraen på, bukkede jeg vipperne med min Shue Uemura-øjenvippebukker. Som I kan se, giver mascaraen en hel del længde og også noget fylde. Hele idéen bag den er jo, at den ikke skal klumpe, og det gør den ikke. Jeg lagde faktisk tre lag mascara på, og selv derefter var der ingen rigtige klumper at se. Der er dog en lille klump på de nederste vipper, men den er lige til at leve med, da den nemt kan fjernes. Hvis man er interesseret i at få meget fyldige vipper med kun én mascara, vil jeg ikke anbefale Clump Defy. Til gengæld er den genial at lægge nedenunder en anden mascara, der giver mere fylde, netop fordi den ikke klumper. Jeg er rigtig glad for den her mascara faktisk, og jeg ville højest sandsynligt købe den igen.
Har du prøvet den? Hvad synes du?


